I Fritten ønsker vi at skabe et trygt og udviklende samlingspunkt for børnene efter skole. Her kan børnene udfolde sig gennem værksteder, aktiviteter og – ikke mindst – den frie leg. Vores mål er at give børnene rammerne for at udvikle deres kompetencer indenfor alsidighed, personlig udvikling, socialt samvær, kommunikation, krop, sanser, bevægelse, natur, udeliv, science, kultur, æstetik og fællesskab.
Børnesyn
Børnefællesskaber er fundamentet i vores pædagogiske tilgang. Vi arbejder målrettet på, at alle børn er en del af et anerkendende fællesskab, hvor forskelligheder respekteres. Vores pædagogiske arbejde bygger på nærvær og nysgerrige relationer, så børnene kan føle sig trygge og have gode voksne relationer. Gennem børnesamtaler lytter vi til og anerkender børnenes oplevelser og følelser. Vi bruger denne tilgang både i 1:1 samtaler, i hverdagsituationen og ved konflikter, hvor dialog og forståelse er vejen frem. Vi prioriterer et tæt samarbejde med både lærerne og forældrene for at sikre barnets trivsel. For os er forældrene og skolen vigtige samarbejdspartnere.
Dagligdagen
Når børnene ankommer til Fritten, bliver de hentet af personale og følger med til vores område. Dagen starter med en halv times udendørs leg, hvor der er mulighed for at deltage i fælleslege. Kl. 13 åbner dagens værksteder, og børnene kan vælge aktiviteter baseret på dagens program, der står skrevet på tavlen. Fritten råder over et stort udeareal, gymnastiksal, spillelokale, krea-område, legerum, eget køkken og klodsrum. Vi bruger også gerne lokalområdet til spændende aktiviteter.
Børnedemokrati
Børnenes stemme er central i planlægningen af hverdagen. I Fritten praktiserer vi børnedemokrati, hvor børnene kan komme med ønsker og forslag til aktiviteter, ture eller forbedringer af vores tilbud. Vi forsøger altid at imødekomme deres ønsker, så langt det er muligt.
Årshjul og Traditioner
I Fritten har vi faste traditioner, som børnene og personalet glæder sig til. Vores årshjul er fyldt med events, hvor fællesskab er den røde tråd. Børnene inddrages i planlægningen og udførelsen af disse aktiviteter, så vidt muligt.
Kolibri
Vi har en klar ambition om at skabe den bedste overgang fra børnehave til skole. Med Myretuen på samme matrikel som skolen, sikrer vi et stærkt samarbejde og en tydelig rød tråd gennem børnenes institutionsliv. Kolibri er et fælles projekt, hvor både skole, børnehave og SFO arbejder sammen om at skabe trygge rammer for børnene. I foråret bytter SFO og Myretuen personale, hvilket betyder, at børnene møder kendte ansigter, når de starter i Kolibrien i april. Fokus i Kolibri er at opbygge et stærkt børnefællesskab, hvor alle er anerkendte, og samtidig styrke børnenes selvstændighed. På den måde er børnene godt rustet til en god skolestart, hvor de er nysgerrige og læringsparate.