Morgensang

Vi starter hver dag sammen kl. 8.05. med morgensamling, som begynder med en sang. Vi bruger Friskolesangbogen og kender rigtig mange af sangene. Vores skoleleder Mikael beder Fadervor. Det er dejligt at starte dagen sammen med alle de andre voksne og børn. Til morgensamling fortæller lærerne på skift om forskellige ting. Om en solformørkelse, om et rockband, om prinsesser i et eventyr eller om deres egen bedstemor. Ofte er det en elev eller en klasse der har lavet noget som alle skal se. Det er aldrig til at vide hvad der sker.

Når nogen har fødselsdag synger vi alle sammen for fødselaren. Så føler man sig som noget helt særligt.

Til allersidst er der meddelelser – så er det muligt at efterlyse sine hjemmesko eller give en besked som alle skal høre.

Med sådan en start på dagen er det lettere at komme videre til det næste……